Nyheder og udvikling

Velkommen til vores nye hjemmeside

Tørring Kraftvarmeværk har fået ny hjemmeside, der skal skabe mere brugervenlighed og sætte rammen for en fremtid med mere kommunikation til medlemmer og andre interesserede. Det er også her, fem nye visioner har sit ståsted. 

I Tørring Kraftvarmeværk er vi ikke større end, at vi kan nå hinanden, få alle med og tale sammen. Vi træffer de gode beslutninger i fællesskab – og vi går langt for at skabe den bedste model for alle, der er tilsluttet vores net.

Det er budskabet, man møder på forsiden af hjemmesiden. Fjernvarmeværket er nemlig både et fællesskab og en varmeforsyning, som skal gøre hverdagen lettere for dem, der er koblet på. Det betyder også, at det skal være nemt for dig af finde relevant information og få gode råd. Ifølge Mads Damgaard, den nye formand for Tørring Kraftvarmeværk, er hjemmesiden en brik i en nye strategisk retning.

– Vi satser på mere kommunikation i fremtiden. Den nye strategiske retning skal medvirke til at informere fællesskabet om, hvad der foregår på værket og sikre, at fællesskabet i fremtiden bliver større. Samtidig skal det gå hånd i hånd med en grøn omstilling og billigere varmepris, fortæller Mads Damgaard. 

De fem visioner

Nem, billig, forudsigelig, driftssikker og grøn varme. Det er ord, der er lette at huske, og som betyder noget for hverdagen på varmeværket. Ord, der kort beskriver vores nye visioner, som det kommunikative fokus skal understøtte. 

  1. At være medlem af Tørring Kraftvarmeværk er nemt, fordi forbrugerne i Tørring altid, og uden mærkbare afbrydelser, bliver forsynet med varme. Det betyder, at varmen hele tiden leveres gennem rørnettet, uden at du skal røre en finger.
     
  2. Billig varme er også en vision hos Tørring kraftvarmeværk. Visionen er, at prisen for opvarmning i Tørring bliver den laveste i Hedensted Kommune. Det kræver fokus, handlekraft og tid – men det er ikke et urealistisk mål. 
  3. Forudsigelighed er vigtigt. En forudsigelig varmepris hos Tørring Kraftvarmeværk er rodfæstet i en pristarif, der er ens for alle. Det er vigtigt, at varmeprisen er retfærdig, fair og gennemskuelig. Derfor er kommunikation også et centralt element for at vise, hvorfor vi på værket gør, som vi gør.
  4. Det er bestyrelsens vision, at minimum 90% at forsyningsområdet får deres varme fra Tørring Kraftvarmeværk. Det skal være driftssikker varme til hele byen. Og jo flere der er med i fællesskabet, jo billigere bliver det for alle.
  5. Sidst men ikke mindst, skal varmen være grøn. Visionen er, at Tørring Kraftvarmeværk i 2030 har reduceret CO2-udslippet med 80%, og at værket i 2050 er 100% CO2-neutralt. Arbejdet er allerede godt i gang, og der er investeret i en fælles varmepumpe og solvarme. Derudover sender vi også overskud fra værkets el-produktion videre til værkets fjernvarmeanlæg. Det er cirkulært, det er god drivkraft og det er smart.

Vi håber, du vil følge med på siden her, på Facebook eller i vores nyhedsbrev, som vi sender ud med den nyeste viden og rådgivning hver måned. 

6/12

Kunne du tænke dig at få fjernvarme?

Når du får din varme fra fjernvarme, er du med til at skabe den grønne omstilling. Varmen kommer nemlig fra bæredygtige energiformer.

Sådan får du fjernvarme